tirsdag den 19. februar 2013

Flyt ind i et Kunstværk

Flyt ind i et Kunstværk
 Brandts

Jeg flytter ind den 13. og 21. marts 2013 og GLÆDER mig


Pressure Drop for Richard Stands (a history of one thing to another in lemon-aidedness)
En selvproducerende kunstinstallation 

1. marts - 26. maj 2013


Over 800 kvadratmeter i kunsthallens to store sammenhængende sale skaber Phoebe Washburn to forskellige installationer, der forbindes i et vandrensningssystem, der igen forbindes med et ”nursery”: en hospitalslignende planteskole.
I fire meters højde i en stor trækonstruktion i det ene rum, vil der være indrettet en lille lejlighed, der dagligt mellem 10 og 17 vil være beboet af to personer, der forbereder frokost til sig selv og bruger tiden på at arbejde med it, strikke eller spille på guitar – alt efter interesser. Ind imellem skal de servicere publikum med energidrik og informationer. Vandet fra opvaskemaskinen og den øvrige husholdning renses på vej ind i det andet rum via ”lunger” og ”hjerte”, hvorefter det distribueres ad mange kanaler til rækker af håndvævede ”hospitalssenge”. Heri dyrkes planter fra nye skud, som plantes om når rødderne er dannet og overføres til at vokse i det førstnævnte rums underetage, nærmere betegnet i bygningens ormehuller. Ad andre kanaler føres renset vand til en udvendig terrasse, hvor forskellige planter tænkes at gro, og indenfor dyrkes de nye skud under forskellige grader af lys og pleje. Kunsthallens vagter vil fungere som plejere.

Phoebe Washburns intentioner er at skabe kunstværker, der delvist producerer sig selv. Man kan sige at vi har at gøre med cirkulationsprocesser og strategier af bæredygtighed, der transformeres til kunstværker; Møder mellem modsætningsfyldte elementer af vækst og forfald, genbrug og affald ses kombineret med overraskende monumentale skulpturelle udtryk. Kunstteoretisk kan man således se Washburns udtryk som en videreudvikling der har relationer til både arte povera (affald og genbrug), proces kunst (cirkulation, vækst, ændring) og postminimalismens systemæstetik (teknik, sociologi, økologi).

Phoebe Washburn har i USA gjort en kometkarriere fra Whitney og Guggenheim til nogle andre af de største museer i USA. Når hendes udstilling åbner i Kunsthallen Brandts den 1. marts 2013, er det tredje gang hun vises i Europa og første gang i Norden. Vi betragter hendes udstilling som et betydningsfuldt skridt videre i Kunsthallen Brandts' række at installationsværker, der med Jessica Stockholders værk i 2005 viste en stor international kunstners originale bud på maleriet/skulpturen i et udvidet felt. Vi ser det som en vigtig del af Kunsthallen Brandts udstillingspolitik at følge op på nye kunstudtryk og præsentere interessante knap så kendte kunstnere for et dansk publikum. Udstillingen er stedsspecifik og går ikke videre til andre udstillingssteder.

Om kunstneren

Phoebe Washburn (f. 1973 i New York) arbejder med genbrugsprodukter til at skabe store værker, der udgør selvstændige biotoplignende systemer. Med overvældende og overdimensionerede konstruktioner skaber hun sindrigt udregnede og forbundne forløb mellem maskiner og objekter: velfungerende men også ulogiske systemer sammensat med videnskab og humor, så værkerne får karakter af noget monstrøst og selvberoende med et eget liv. Det er tredje gang Phoebe Washburn udstiller i Europa – i 2007 skabte hun hos Kestnergesellschaft i Hannover et stort laboratorium og i 2009 konstruerede hun i Guggenheim Berlin en fabrikslignende enhed med en organisk produktion.



Læs mere på Brandts.dk 

1 kommentar:

  1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet