onsdag den 8. maj 2013

Back To Basic - Alfred længe Leve

Back To Basic
- Alfred længe Leve -


I dag er jeg nået et skridt videre i livet. 
Jeg har dræbt og tilberedt en hane.
Hanen Alfred.

Jeg er vegetar og vil altid være det, men det er resten af familien ikke. 
De spiser kød max en gang om ugen.

Efter lange overvejelser omkring det at slagte et dyr, blev beslutningen som sagt taget i dag.

Begrundelsen var som følger ;

Vi skulle ikke have Alfred længere og vi vidste det ville være svært at få ham solgt, da det er hønsene der er attraktive.
Vi vidste at hvis han blev bortgivet, ville det med stor sandsynlighed være til slagtning.
Alfred har haft et skønt liv og derfor skulle han også herfra på en ordentlig måde.

Da beslutningen var taget og Alfred var blevet halshugget, ville jeg se hvor meget af Alfred vi kunne bruge, så han ikke havde levet forgæves.
Og det var overraskende meget.

Alfreds indre organer + kråsen blev kogt og snittet fint til kyllinge foder.
Hans fødder hænger som beskyttelse bag hønsehuset.
Hans krop blev kogt til den lækreste hønse/hanekødssuppe
Skroget + det kogte skind fik kattene
Suppegrumset blandet med brød får hønsene i morgen.
Fjerene gravede vi ned, som gødning, ved frugttræerne og
Alfreds hovede blev respektfuldt begravet i haven.

Det eneste der ikke blev brugt var indvoldene.

Det er grænseoverskridende at fodre kyllinger samt høns med resterne af Alfred, men omvendt ved jeg at det de får, er sundt og godt for dem.

Det var ikke rart at hugge hovedet af Alfred, men det var til gengæld en stor tilfredsstillelse efterfølgende at bruge hele Alfred.
Og det er længe siden jeg har gjort mig så umage med at tilberede aftensmaden.

Alfred vejede 2 kg efter slagtning/rengøring og kogte i 2 timer sammen med persille, løg, hvidløg, gulerødder, løvstikke, blegselleri, timian, krydderurt, porrertoppe, laurbærblade, salt og peber. 


Ved siden af kogte vi kartofler samt porrer skåret i skiver.

Vi har suppe nok til 3 dage + ekstra hanekød til en wokret mm.

Alt i alt gav Alfred aftensmad til 5 dage.

Det bliver ikke sidste gang jeg slagter og tilbereder en hane.
Det bliver ikke ofte, men når det sker, vil det blive på samme gode og respektfulde måde
hvor alt bliver brugt og intet går til spilde.

I dag har været en lærerig dag.

- ÆRE VÆRE ALFRED -

Ingen kommentarer:

Send en kommentar